Ikke overraskende er det de to store klubber, FC Barcelona og Real Madrid, der har stået for de største transfers i den bedste spanske liga. Blandt andet skiftede angriberen David Villa til Barcelona, mens Real Madrid sikrede sig Mesut Özil. Også oprykkerne Hercules fik forstærket truppen med et par stærke spillere. Fodbold-transfers.dk har udarbejdet en top-10 over de største sommertransfers i Spanien.
1. David Villa fra Valencia til FC Barcelona
Efter tidligere at have været rygtet til blandt andre engelske Chelsea, fandt David Villa endelig en ny klub forud for denne sæson. Angriberen valgte at blive i Spanien, hvor han nåede til enighed om en aftale med FC Barcelona. David Villa vil forstærke en i forvejen stærkt Barcelona-offensiv, hvor han vil spille sammen med flere af sine holdkammerater fra det spanske landshold. Villa spillede senest en vigtig rolle for Spanien under VM-slutrunden, og har vist, at han bestemt har evnerne til at gøre sig på allerhøjest niveau.
2. Mesut Özil fra Werder Bremen til Real Madrid
Den tyske landsholdspiller Mesut Özil var en eftertragtet ung herre denne sommer, og den 21-årige offensive midtbanespiller endte i den spanske kongeklub, Real Madrid. Werder Bremen ville gerne have beholdt Özil, og afviste i første omgang et bud fra Real Madrid. Dette var Özil ikke tilfreds med, og i sidste ende gav Werder Bremen slip på midtbanespilleren, der dermed kunne skrive under med Real Madrid og tage det næste skridt i sin karriere.
3. Javier Mascherano fra Liverpool til FC Barcelona
Endnu en stor transfer for FC Barcelona denne sommer. Javier Mascherano var en stor profil på Liverpools Premier League-mandskab og dermed også et stort tab for den engelske klub. Til gengæld er han også en stor forstærkning for FC Barcelona, der ikke formåede at hente Cesc Fabregas i Arsenal. Mascherano er dog bestemt også en dygtig spiller på den centrale midtbane, og vil uden tvivl gøre FC Barcelonas hold endnu bedre.
4. David Trezeguet fra Juventus til Hercules
32-årige David Trezeguet nåede at spille hele ti år i Juventus, inden han denne sommer forlod klubben. Dette skete til fordel for den spanske oprykkerklub, Hercules, der har skrevet en toårig kontrakt med Trezeguet. I løbet af sommeren kom det ellers frem, at Juventus ville beholde angriberen, der ellers havde attraktive tilbud fra Tyrkiet. I slutningen af august fik Trezeguet dog ophævet sin kontrakt med Juventus, og han nåede efterfølgende til enighed med Hercules.
5. Ángel Di María fra Benfica til Real Madrid
Flere storklubber var interesssede i at sikre sig Ángel Di Marias underskrift. Både Chelsea og de to Manchester-klubber City og United blev meldt interesserede i den argentinske kantspiller, men Real Madrid endte med at løbe med Di Maria, der menes at have kostet den spanske storklub 175 kroner. Diego Maradona har ved flere lejlighed udråbt Angel Di Maria som den næste argentinske superstjerne, og det skal derfor blive spændende at følge ham i Real Madrid.
6. Roberto Soldado fra Getafe til Valencia
Valencia har solgt David Villa til FC Barcelona, og spørgsmålet har siden været, hvem der skulle lukke hullet efter Villa. Det endte med at blive Getafe-topscorer, Roberto Soldado, der er skiftet til Valencia på en fireårig kontrakt. 25-årig Soldado har scoret 29 mål i ligaen for Getafe de senest to sæsoner, og det menes, at Valencia har betalt omkring 75 millioner kroner for angriberen.
7. Fernando Cavenaghi fra Bordeaux til Mallorca (Lejeaftale)
Michael Laudrups nye klub, Mallorca, er hårdt ramt økonomisk, og tidligere på sommeren måtte klubben sige farvel til sin topscorer, Aritz Anduriz, der blev solgt til Valencia. Det lykkedes dog Mallorca at sikre sig Bordeaux-angriberen Fernando Cavenaghi på en lejeaftale. Klubben har desuden sikret sig en frikøbsklausul på 26-årige Cavenaghi, der i 83 kampe for Bordeaux har scoret 33 mål. Han er desuden noteret for fire landskampe for Argentina.
8. Markus Rosenberg fra Werder Bremen til Racing Santander (Lejeaftale)
Den svenske angriber, Markus Rosenberg, der tidligere har spillet i hollandske Ajax, har haft svært ved at erobre en startplads i Werder Bremen. Derfor er angriberen nu blevet udlejet til spanske Racing Santander. Werder Bremen nåede at forlænge kontrakten Markus Rosenberg, så han nu er tilknyttet klubben frem til og med 2012, inden man altså udlejede ham. Det menes, at Racing Santander må betale omkring seks millioner kroner for den svenske angriber.
9. Asier del Horno fra Valencia til Levante (Lejeaftale)
Asier del Horno har tidligere spillet i Chelsea i en enkelt sæson, inden turen gik videre til Valencia i 2006. Siden har han været udlejet til både Athletic Bilbao og Valladolid, og nu er det lykkedes Levante at sikre sig en lejeaftale med venstre backen. Siden han blev hentet til Valencia i 2006, har del Horno blot spillet 15 kampe for klubben, og skiftet til Levante skulle dermed gerne give mere spilletid til forsvarsspilleren.
10. Joseba Llorente fra Villarreal til Real Sociedad
Den 30-årige angriber, Joseba Llorente, har hele sin karriere spillet i Spanien. Han startede sin professionelle karriere i Real Sociedad, hvorefter han siden har spillet i Eibar, Valladolid og senest Villarreal, hvor han spillede 61 kampe, hvor det blev til 24 scoringer. Nu er Joseba Llorente vendt tilbage til barndomsklubben Real Sociedad, der har valgt at købe angriberen fri af Villarreal. I Sociedad har han fået en fireårig kontrakt.
Fem boblere til listen:
1. Alexis fra Valencia til Sevilla
Sevilla solgte forsvarsspilleren Sebastien Squillaci til Arsenal, og som afløser for ham har man hentet Valencias Alexis, der skifter på en femårig kontrakt.
2. Filipe fra Deportivo La Coruña til Atlético Madrid
Atlético Madrid har forstærket holdet med Deportivo La Coruñas Filipe. Det menes, at Atlético har betalt mellem 75 og 100 millioner kroner for den brasilianske venstre back.
3. Nelson Valdez fra Dortmund til Hercules
Den 26-årige angriber gav tidligere udtryk for, at han gerne ville prøve noget andet end Bundesligaen. Valdez fik sit ønske opfyldt, da han skiftede til Primera Division-oprykkerne Hercules.
4. Jonathan de Guzmán fra Feyenoord til Mallorca
Den offensive midtbanespiller, Jonathan de Guzmán, skiftede fra hollandske Feyenoord til Michael Laudrups Mallorca. De Guzmán skiftede til den spanske klub på en fri transfer.
5. Sebastián Fernández fra CA Banfield til Málaga
Angriberen Sebastián Fernández har forladt den argentinske klub CA Banfield til fordel for Primera Division-klubben Málaga. Den 25-årige angriber scorede i sin debut-kamp mod Valencia.