Onsdag kunne Parken Sport & Entertainment, som er selskabet bag FC København, præsentere et overskud på 75 millioner kroner for 2019, og der forventes ligeledes et overskud i 2020, dog ikke lige så stort.
Det skyldes blandt andet, at man vil arbejde med en ny transferstrategi, som betyder, at man vil holde længere tid på profilerne.
Det er en beslutning, som også er truffet, fordi FCK har været hårdt ramt af skader i denne sæson, blandt andre til de offensive profiler Dame N’Doye, Jonas Wind og Viktor Fischer.
Den manglende spilletid har naturligvis også påvirket profilernes markedsværdier.
“Det er meget, meget dumt at sælge dem for halv pris, når de kan få en god sæson og blive meget mere hypet. Jonas Wind kan vi sikkert få tre-fire millioner euro (22,5-30 millioner kroner, red.) for i løbet af næste sæson, men måske 15-20 millioner euro (111,75-149 millioner kroner, red.) om 18 måneder,” siger Ståle Solbakken til 3+.