Den uruguayanske midtbanespiller Emiliano Martínez tiltrækker sig bred interesse, og konkret skulle Getafe og Villarreal være ude efter ham.
FC Midtjylland spillede lørdag 2-2 mod FC Nordsjælland i en kamp, hvor Emiliano Martínez startede på banen.
Og nu kan den defensive midtbanespiller være på vej væk fra den jyske hede.
Det skriver Fabrizio Romano, som kan berette, at 24-årige Martínez er på blokken i en række forskellige klubber.
Konkret skulle to La Liga-klubber i form af Getafe og Villarreal være ude efter FCM-spilleren, lyder meldingen.
Romano melder dog ikke noget om, at en transfer er nært forestående.
Emiliano Martínez har været plaget af skader i sin tid i FC Midtjylland, som hentede ham for snart to år siden.
Han står alt i alt noteret for 56 kampe for Ulvene, hvor det er blevet til et enkelt mål og to oplæg.
Det er desuden blevet til to landskampe for Uruguay.