FC København sælger den islandske landsholdsspiller Orri Óskarsson til Real Sociedad i en rekordstor handel. Det skriver transferguruen Fabrizio Romano.
20-årige Orri Óskarsson har på det seneste været rygtet kraftigt væk fra FC København, og nu nærmer et exit sig.
Det melder Fabrizio Romano.
Ifølge transferjournalisten sælger FCK således stortalentet til Real Sociedad, og der er tale om en stor handel.
Prisen menes at lyde på 20 millioner euro, hvilket svarer til i omegnen af 150 millioner danske kroner for angriberen.
Beløbet vil være et rekordsalg for Løverne, som solgte Victor Kristiansen for en lignende sum.
Óskarsson har tidligere været sat i forbindelse med Manchester City, men Real Sociedad trækker altså det længste strå.
Islændingen står alt i alt noteret for 62 kampe for FCK, hvor han har leveret 23 mål og ni assists.
Orri Óskarsson har været i FC København siden 2020, hvor han skiftede til klubbens akademi.