Lørdag aften vandt Danmark med 2-1 over Tjekkiet i EM-kvartfinalen. Dermed er de klar til semifinalen på Wembley Stadium.
Danmark sikrede sig en 2-1-sejr over Tjekkiet lørdag aften i en intens og meget varm kamp for det danske landshold.
Danskerne fik en drømmestart med en scoring af Thomas Delaney efter bare fem minutter. I det 42. minut kunne Kasper Dolberg fordoble føringen til 2-0 på en flot assist af Joakim Mæhle.
I anden halvleg pressede Tjekkiet på fra starten, og det resulerede i en reducering efter 49 minutter ved Patrik Schick. Danskerne formåede dog at køre 2-1-sejren hjem.
Landstræner, Kasper Hjulmand:
“Det er magisk. Det første, som jeg viste drengene, da vi mødtes, var et billede af Wembley, fra da vi var der i efteråret. Jeg sagde, at vi skulle der tilbage. Vi spillede på et dansk stadion igen, fordi vi har nogle hjernedøde fans, der bare drøner afsted. Vi er så dybt taknemmelige,” fortalte Hjulmand til DR og uddybede:
“Det var ikke kønt det hele i dag, men der var fight og en fantastisk keeper. Der var ikke så meget tilbage i batterierne, men at komme i en EM-semifinale er stort.”
Kasper Schmeichel:
“Det er svært at sætte ord på. Vi vidste, at det her ville blive en sindssyg svær test, hvor vi kommer op imod et hold, som har en utrolig power og spiller med samme intensitet, som vi gør,” forklarede Schmeichel til DR efter kampen og fortsatte:
“I første halvleg spiller vi sindssyg godt. I anden halvleg bliver det svært, da de får målet tidligt og lægger en masse pres på.”
“Men det er det, der kendetegner et godt hold. Du kan spille godt, men du kan også kæmpe, slås, fighte og krige dig igennem det, og det gjorde vi.”
Simon Kjær:
“Det (at heade, red.) er heldigvis en af de dele af spillet, som jeg nyder, nemlig at stå og heade væk. Vi arbejdede benhårdt og kunne godt spille en bedre fodboldkamp. Vi overlod måske også for meget initiativ, men vi er trygge ved at stå der,” fortalte Kjær til DR og tilføjede:
“Vi ved, at vi kan arbejde benhårdt og på den anden side ligger der mål. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik lukket den, men vi er i semifinalen.”
“Vi havde et mål, inden vi gik ind i den her lejr, og det var, at vi skulle tilbage på Wembley. Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at vi var okay med semifinalen. Vi skal komme os, og så har vi en kamp igen om fire dage.”
“Det er en sindssyg præstation, vi har lavet med holdet, men også med staben. Alt kører, og vi må aldrig nogensinde glemme dem bagved.”
Joakim Mæhle:
“Det lyder så godt med en semifinale på Wembley. Vi har lige været nede og synge vores sang i omklædningsrummet. Det lovede vi hinanden, at vi skulle efter kampen ovenpå en god præstation. Det var ikke altid kønt i dag, men vi stod op imod et stærkt tjekkisk mandskab,” sagde Mæhle til DR og uddybede om sin flotte assist:
“Der er mange, der har skrevet, at vi skal have en venstrebenet på venstrebacken, så jeg tænkte, nu slår jeg den med højrebenet. Det var i første omgang en god bold i dybden fra Jannik, og det var et godt indlæg af mig, og så var Dolberg jo hvor han skulle være og satte den køligt ind.”
Thomas Delaney:
“Det er fantastisk. Kampen forløb overhovedet ikke, som vi havde håbet, men vi holder stand. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan kampen gik, nu er det glemt, og vi er videre. Hold kæft det er stort,” fortalte Delaney til DR og fortsatte:
“Vi satte os et mål, inden vi kom hertil, at vi skulle tilbage på Wembley. Og nu er vi her, og er du sindssyg, jeg glæder mig.”