Danmark er klar til ottendedelsfinalen mod Wales, efter at man vandt over Rusland med 4-1, mens Belgien slog Finland med 2-0. Her er reaktioner fra danskerne efter kampen.
Mikkel Damsgaard inddelte den danske festaften med sin scoring efter 38 minutter, mens Yussuf Poulsen fik udbygget i det 59. minut.
I det 70. minut fik Rusland reduceret ved Artem Dzyuba på et straffespark. Bare ni minutter efter kunne Andreas Christensen score til 1-3, mens Joakim Mæhle sluttede den danske målfest med scoringen til slutresultatet 1-4.
Landstræner, Kasper Hjulmand:
“Der er to ting. En stor taknemlighed til Danmark og befolkningen. De har rigtig taget sig af os, har sat os op og har givet os vinger. Uden alle fansene havde det her ikke kunne lade sig gøre. Det har givet os vinger, så tusind tak,” indledte Hjulmand til DR 1, inden han storroste spillerne:
“Kæmpe stor beundring af disse spillere. Jeg har gået op og ned af dem og set, hvor ramte de har været, og at de har kunne samle sig op igen. Først at fyre sådan en Belgien-kamp af, og så gå ind og smadre russerne. Det er helt fantastisk.”
Mikkel Damsgaard:
“Det er så sindssygt, at vi går videre. Det er fantastisk at være en del af det her hold, og jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle være en del af noget så stort, så det er den fedeste følelse,” fortalte Damsgaard til DR 1 efter kampen og uddybede:
“Det er helt fantastisk at være en del af det og høre alle fansene og hele Danmark gå amok, når vi vinder og går videre.”
I forhold til den kommende kamp mod Wales, så var Damsgaard også optimistisk.
“Vi kommer med alt det, vi har, og så skal vi også videre fra den kamp.”
Joakim Mæhle:
“Det er fuldstændig lige meget, hvem der scorer. Det her er en mandfolkepræstation, at vi kan gå ud og levere sådan en indsats. Jeg har aldrig prøvet noget lignende,” fortalte Mæhle til DR 1 efter kampen og tilføjede:
“Det bliver overgået hvert eneste gang, at vi er herinde i Parken. Det er fuldstændig fantastisk.”
“Vi er videre fra den her gruppe, som har været vores mål. Vi startede hårdt ud med to nederlag, men at vi så går ind og leverer sådan en indsats i en knald eller fald-kamp, jeg er kæmpe stolt af drengene.”
Andreas Christensen:
“Jeg tror, det her hold havde brug for en succesoplevelse. Med den opbakning, vi har fået hele ugen, så selvom det har set svært ud, så har vi troet på det hele vejen, så det er bare rart at have succes her og nu,” fortalte “AC” til DR 1, inden han analyserede kampen:
“Vi prøver at starte stærkt, som vi gjorde mod Belgien. Vi vidste også godt, at idet de måske kunne bruge et uafgjort resultat, så ville de være svære at åbne op. Så det gjaldt om at have tålmodighed uden at spille langsomt. Det går måske lidt for langsomt i første halvleg, men så snart der bliver åbnet op, så viser vi vores kvalitet, og til sidst vinder det rigtige hold.”
Om sit langskudsmål fortalte “AC” følgende:
“Den fik én over nakken, og så tror jeg ikke, at han kunne se noget derinde, for han nåede ikke rigtigt at reagere. Men selvfølgelig er jeg utrolig glad for målet og for, at jeg kunne bidrage til sejren i dag.”