Viborg FF har været på rov hos nedrykkerne AaB, hvor de har sikret sig den 21-årige angriber Anosike Ementa.
21-årige Anosike Ementa skal ikke spille 1. divisionsfodbold med AaB. Angriberen er i dag skiftet til Viborg FF.
Ementa har skrevet under på en kontrakt, der er gældende til udgangen af 2026.
Anosike Ementa nåede at spille 37 kampe for AaB’s førstehold med nul scoringer og to assists til følge.
“I Ementa får vi en spændende og meget sulten, ung angriber med nogle helt åbenlyse spidskompetencer med sin unikke fysiske pakke, og som type vil han passe godt ind til vores spillestil,” udtaler Viborg FF’s sportschef Mads Agesen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er en spiller, vi har holdt øje med længe, og vi tror på, at han kan blive en god tilføjelse til vores trup.”
“Han er kun lige fyldt 21 år og har stadig en masse udviklingsområder, men vi ser et meget spændende potentiale.”
“Han mangler at blive forløst som målscorer, og det har vi en stor tro på, at vi kan hjælpe med i vores miljø.”