Superliga-klubben Vejle Boldklub har sikret sig FC Augsburg-spilleren David Colina på en lejeaftale, der indeholder en købsoption. Det oplyser klubben lørdag.
I foråret havde Vejle Boldklub glæde af venstrebacken David Colina, og nu har man hentet ham på en ny lejeaftale.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at aftalen gælder for sæsonen og indeholder en købsoption.
Klubbens sportschef, Marius Adrian Nicolae, er glad for at have hentet FC Augsburg-spilleren på ny.
Det siger han til Vejle Boldklubs hjemmeside.
“Vi har ønsket at få David Colina tilbage til Vejle Boldklub, og vi har forsøgt flere gange,” indleder sportschefen og fortsætter:
“Nu er det heldigvis blevet en realitet, og det skyldes både velvilje fra Augsburg og et stort ønske hos David Colina om at komme tilbage til Vejle Boldklub,” udtaler han.
“Vi skal altid have to muligheder på venstre back, og David viste sine åbenlyse kvaliteter på den position igennem foråret,” lyder det blandt andet.
24-årige David Colina fik 12 kampe for Vejle Boldklub i den forgangne sæson.