Thomas Tuchels ophold i Bayern München er ved at være ovre.
Bayern München bekræfter onsdag, at Tuchel forlader klubben til sommer.
“I en åben og god diskussion er vi blevet enige om beslutningen om at afslutte vores samarbejde til sommer,” siger Jan-Christian Dreesen, der er administrerende direktør i Bayern München, til klubbens hjemmeside.
Tuchel: Jeg vil give alt
Thomas Tuchel fortæller, at han vil give alt i sin sidste tid i klubben.
“Vi er nået til enighed om at vi stopper samarbejdet efter denne sæson. Indtil da vil jeg selvfølgelig fortsætte med at give alt, hvad jeg kan, for at vi opnår succes,” siger Thomas Tuchel til klubbens hjemmeside.
Tuchel skrev ellers under på en kontrakt frem til sommeren 2025, da han blev ansat i marts måned 2023.
Bayern München har for første gang i ni år tabt de tre seneste kampe, og man er i øjeblikket i en position i Bundesligaen, hvor man ser ud til at glippe mesterskabet for første gang i 12 år.
Bayern ligger otte point efter Bayer Leverkusen på førstepladsen.