Premier League-klubben Leicester har valgt at hyre Steve Cooper som ny manager, efter Enzo Maresca rykkede til Chelsea. Det oplyser klubben torsdag.
For nogle uger siden blev det en kendsgerning, at Enzo Maresca stoppede som manager i Leicester.
Siden da har Premier League-oprykkerne ledt efter en afløser for ham, og nu har man så hyret Steve Cooper.
Det meddeler Leicester på sin hjemmeside.
Den 44-årige waliser var senest manager i Nottingham Forest, og tilgangen vækker glæde hos ledelsen i Leicester.
“Vi er henrykte over at kunne byde Steve velkommen til Leicester,” indleder Aiyawatt Srivaddhanaprabha, der er formand for Leicester.
“Hans vision for holdet, inklusiv hans evne til at udvikle spillere og implementere en dynamisk spillestil, passer rigtig godt ind med vores planer for klubben,” udtaler han til klubbens hjemmeside.
Steve Cooper har sat sin underskrift på en treårig kontrakt med The Foxes.