Silkeborg IF har styrket holdet med den tidligere Brøndby IF-profil, Lasse Vigen. Han skifter på en fri transfer.
Silkeborg IF har i dag forstærket sig med transferfrie Lasse Vigen Christensen.
Han er blevet udstyret med en kontrakt, der gælder til sommer.
Vigen har senest spillet for belgiske Zulte Waregem, hvor han fik ophævet sin kontrakt i starten af januar måned i år.
Siden da har han holdt formen ved lige i Esbjerg fB, men nu er hans fremtid for det næste halve år altså på plads.
“Vi er meget glade for, at det er lykkedes at hente en kvalitetsspiller som Lasse Vigen Christensen til klubben,” siger sportschef Jesper Stüker på klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi står over for en spændende forårssæson, hvor han utvivlsomt vil komme til at hjælpe os med sin rutine, dynamiske spillestil og store arbejdsradius.”
“Han har holdt formen ved lige i Esbjerg i de seneste uger og kommer fra et godt forløb i Belgien med mange kampe, så han er klar til at forstærke truppen med øjeblikkelig virkning.”
Den 28-årige midtbanespiller spillede tidligere i karrieren for Brøndby IF, hvor han også var med til at sikre holdets seneste mesterskabstrofæ.
Læs flere Superliga nyheder på NetSuperligaen.dk.