Silkeborg IF Invest A/S’s bestyrelse har valgt at indgå en aftale med firmaet Trivela Group V ApS. De overtager 80 procent af aktiekapitalen i datterselskabet Silkborg IF A/S.
Salget er dog endeligt betinget af et flertal på to tredjedele af klubbens bestyrelse stemmer for på en ekstraordinær generalforsamling, som forventes at blive afholdt i midten af december måned i år.
Prisen for de 80 procent af aktiekapitalen er prissat til 120 millioner kroner.
Datterselskabet Silkeborg IF A/S står for driften af klubben, og dermed er det kun fodbold-delen af klubben, som bliver solgt.
Trivela Group er en amerikansk ejet virksomhed, der i forvejen ejer klubberne Walsall FC, Drogheda FC og Trivela FC Togo.
“Da bestyrelsen i 2018 besluttede sig for at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for en styrkelse af videns- og kapitalgrundlaget i datterselskabet Silkeborg IF A/S, var det med tanken om at finde en ekstern partner, der kunne bidrage til at videreføre den positive drift af fodboldklubben i de kommende år og samarbejde med den nuværende ledelse og lokale interessenter om at fortsætte med at forbedre klubben gradvist over tid og på den måde være med til at løfte fodboldselskabet til næste niveau,” oplyses det i en fondsbørsmeddelelse, som fortsætter:
“Det er bestyrelsens opfattelse, at bestyrelsen med Trivela har fundet denne køber, der i tillæg hertil har de samme værdier og et ønske om at bevare den hidtidige kultur.”
“Trivela er et professionelt sportsinvesteringsselskab med base i Alabama, USA, der arbejder hen imod en model for ejerskab af flere klubber i global fodbold, hvor de opkøber og administrerer fodboldklubber med fokus på deres operationelle, finansielle og konkurrencemæssige udvikling.”
“Trivela ejer fodboldklubberne Walsall FC i den engelske fodboldliga, Drogheda United Football Club i den irske liga og Trivela FC Togo i landet Togo i Vestafrika. Trivela Group blev grundlagt i USA i 2021 af Benjamin Boycott og Kenneth Polk.”
“Boycott er administrerende direktør for Trivela på fuld tid, mens Polk er grundlægger og administrerende direktør for Arlington. Med over 25 års erfaring betjener Arlington i øjeblikket behovene hos over 80 familier med over 13 milliarder USD under forvaltning.”