Jadon Sancho udviklede sig til en stor profil i Borussia Dortmund, hvilket fik Manchester United til at købe englænderen i sin tid.
Sanchos ophold i Manchester United har dog ikke været den store succes, og derfor har United i dag udlejet Sancho tilbage til Dortmund.
Lejekontrakten gælder for resten af indeværende sæson.
Sportsdirektør: Han tilpasser sig hurtigt
“Jadon er en spiller, som gør en forskel, og jeg glæder mig til at se ham tilbage i den sorte og gule trøje. Han kender byen, Signal Iduna Park, vores fans og klubben,” siger Dortmund-sportsdirektør Sebastian Kehl til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Selvom han ikke har spillet på det seneste, så er vi sikre på, at han vil tilpasse sig hurtigt, komme i topform og bruge sine kvaliteter til at hjælpe os med at opnå vores mål for sæsonen.”
23-årige Sancho har blot spillet tre kampe for Manchester United i denne sæson.
Hans kontrakt med klubben gælder frem til sommeren 2026.
I Dortmund scorede han 50 mål og leverede 64 assists i 137 kampe i perioden 2017 til 2021.