Real Madrid har valgt at sende den offensive midtbanespiller Reinier til Serie A-klubben Frosinone Calcio på en lejeaftale. Det bekræfter klubben fredag.
Tilbage i januar 2020 var Real Madrid på indkøb i Flamengo, hvor man sikrede sig stortalentet Reinier.
Dengang betalte man en ganske klækkelig sum for den unge brasilianer, men han har fortsat det helt store gennembrud til gode.
Og nu har Real Madrid så besluttet, at Reinier skal tilbringe hele denne sæson i Serie A.
La Liga-klubben bekræfter således på sin hjemmeside, at offensivspilleren er blevet sendt til Frosinone Calcio.
Der er tale om en sæsonlang lejeaftale, og klubben oplyser ikke, at den skulle indeholde nogen købsoption.
21-årige Reinier vender dermed retur til Real næste sommer, når aftalen udløber.
Den unge brasilianer har endnu ikke fået debut for førsteholdet i Real Madrid, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2026.