Bundesliga-topklubben RB Leipzig har sikret sig den hollandske landsholdsspiller Xavi Simons, som kommer til på en lejeaftale fra Paris Saint-Germain.
Xavi Simons var stærk for RB Leipzig i den forgangne sæson, hvor stjerneskuddet var udlejet fra Paris Saint-Germain.
Og nu skal han igen tørne ud for den tyske topklub.
RB Leipzig meddeler således på sin hjemmeside, at man har sikret sig 21-årige Xavi Simons på en ny lejeaftale.
Aftalen gælder for hele den kommende sæson, og der lader ikke til at være en købsoption inkluderet i kontrakten.
Simons har i løbet af sommeren været en ombejlet herre, hvor klubber som Arsenal og Bayern München har været nævnt.
Især Bayern skulle have jagtet ham, men den offensive midtbanespiller har altså foretrukket et skifte til RB Leipzig.
Her spillede han 43 kampe i sidste sæson, hvor det blev til ti mål og 15 assists.
Xavi Simons’ kontrakt med PSG løber til sommeren 2027.