Liverpool har valgt at sende den 19-årige venstreback Luke Chambers til Wigan på en lejeaftale, der løber frem til sommer. Det bekræfter klubben fredag.
I efteråret fik Luke Chambers flere kampe for førsteholdet i Liverpool, hvor han blandt andet optrådte tre gange i Europa League.
Det er dog endnu ikke blevet til minutter i Premier League, og nu er han blevet udlejet for at få mere spilletid.
Det meddeler Liverpool på sin hjemmeside fredag.
Her fremgår det, at talentfulde Chambers skal tørne ud for Wigan frem til sommer, hvor lejeopholdet slutter.
Wigan gør sig i League One, som er den tredjebedste engelske række, hvor det indtager en aktuel 18. plads ud af de 24 hold.
Også i sidste sæson blev 19-årige Luke Chambers udlejet i foråret, da han blev sendt til skotske Kilmarnock FC.
Talentet står alt i alt noteret for fire kampe for førsteholdet i Liverpool.