Jürgen Klopp har besluttet, at han stopper som manager i Liverpool til sommer. Det meddeler Premier League-storklubben på sin hjemmeside fredag.
Liverpool og Jürgen Klopp går hver til sit til sommer.
The Reds meddeler således på sin hjemmeside, at Klopp har valgt at stoppe i klubben til sommer.
Tyskeren sætter ord på sin beslutning i et længere interview, som han har givet til Liverpools hjemmeside.
“Jeg forstår, at der er mange, der er i chok i dette øjeblik, men jeg kan forklare beslutningen – eller i hvert fald forsøge,” siger Klopp.
“Jeg elsker alt ved denne fodboldklub, jeg elsker byen, og jeg elsker fansene. Men når jeg træffer det her valg, beviser jeg også for jer allesammen, at det er den rette beslutning,” udtaler Liverpool-manageren.
56-årige Jürgen Klopp har været i storklubben siden 2015, og hans beslutning om at stoppe skyldes til dels, at han er løbet tør for energi.
“Jeg er ved at løbe tør for energi. Jeg har ikke noget problem nu, for jeg har længe været klar over, at jeg ville meddele det på et tidspunkt, og jeg har det fint lige nu. Men jeg ved, at jeg ikke kan blive ved og ved og ved,” forklarer Liverpool-manageren.
“Jeg er okay. Jeg er så sund, som man nu kan være i min alder. Der er ikke noget at være bekymret for. Jeg har fortalt det til klubben allerede i november,” siger Klopp.
“Det ville ikke være muligt at hemmeligholde det frem til sommer. Det er nok snarere overraskende, at vi har kunnet holde det hemmeligt indtil nu,” lyder det fra tyskeren.
Liverpool spillede sig i denne uge i finalen i den engelske Carabao Cup, hvilket potentielt kan blive Klopps sidste finale med klubben.