Inter tog tidligere på dagen afsked med Juan Cuadrado, og nu siger man også farvel til Alexis Sanchez og Davy Klaassen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Juan Cuadrado forlod tidligere mandag Inter, og nu følger også to andre spillere trop.
Det drejer sig om Alexis Sanchez og Davy Klaassen, der begge forlader den italienske storklub denne sommer.
Det oplyser Inter på sin hjemmeside.
35-årige Alexis Sanchez nåede i alt 142 optrædener for Serie A-klubben, som han har repræsenteret ad to omgange.
Til sammenligning blev det kun til en enkelt sæson i Inter for Klaassen, som samlet fik 18 kampe for italienerne.
Inter meddeler ikke i samme ombæring, hvad fremtiden nu bringer for de to rutinerede spillere.
I sidste sæson spillede Sanchez samlet set 33 kampe for klubben, hvor han kvitterede med fire mål og fem oplæg.
Angriberen har tidligere været rygtet sporadisk retur til hjemlandet Chile.