Den danske Atalanta-angriber Rasmus Højlund har gennem flere uger været sat i forbindelse med et skifte til mægtige Manchester United.
Nu er landsholdsangriberens skifte til drømmeklubben gået i opfyldelse.
Det har Manchester United netop meddelt.
Højlund vil om få minutter blive præsenteret foran 75.000 tilskuere på klubbens hjemmebane, Old Trafford, i forbindelse med dagens testkamp mod franske Lens.
Rasmus Højlund har skrevet under på en kontrakt, der gælder til sommeren 2028 med en option på et år yderligere.
Manchester United betaler ifølge engelske medier 72 millioner pund inklusiv bonusser, hvilket svarer til 623 millioner kroner.
Handlen betyder samtidig, at Højlund er den dyrest handlede, danske fodboldspiller nogensinde.
20-årige Rasmus Højlund nåede at spille 34 kampe, score 10 mål og levere fire assists for Atalanta.
For det danske A-landshold har han spillet seks landskampe og scoret seks mål hidtil.