EM-slutrunden er flyttet til sommeren 2021, og det betyder samtidig, at Åge Hareide ikke får lov til at stå i spidsen for holdet ved slutrunden.
Nordmandens kontrakt stod til at udløbe i sommeren 2020 efter EM 2020 oprindeligt var slut, og det bliver fastholdt.
Hareide kan se tilbage på en historisk bedrift, da holdet er ubesejret i hele 34 landskampe i træk.
“Det er selvfølgelig ærgerligt at miste et slutspil og en kæmpe fodboldfest i Danmark. Men der er tale om en helt særlig situation, hvor mange mennesker har det meget værre. Mennesker, der er syge, mennesker, der dør, mennesker, der mister deres arbejde. Det er de samfundsmæssige konsekvenser, der er i centrum her – og ikke kun de personlige,” siger Åge Hareide til DBU’s hjemmeside.
Hareide tiltrådte i foråret 2016, og han nåede i alt at stå i spidsen for det danske A-landshold i 42 kampe med kun tre nederlag til følge. Han var både med til at kvalificere holdet til VM i Rusland 2018 samt altså EM-slutrunden.
“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med spillerne, der har gjort det fantastisk. Derfor er det også vigtigt, at der stadig er mulighed for at få EM til København. Det fortjener de danske fans, og det vil være godt for de danske spillere, der har kæmpet så hårdt for det.”
DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, har været i tæt dialog med Åge Hareide i de seneste dage om den særlige corona-situation.
“Vi står med en kæmpe krise i både Danmark og mange andre lande i verden. Og nu står vi i en situation, hvor EM udskydes – og hvor Åge Hareide dermed ikke kan føre holdet med til slutrunden. Det er vi rigtigt kede af, da vi havde håbet på, at Åge kunne slutte af med maner ved sommerens slutrunde.”
Til Ekstra Bladet fortæller Peter Møller samtidig, at man vil finde en lejlighed til at hylde nordmanden for hans bedrifter.
“For os handler det nu om at finde en event, en begivenhed, hvor vi kan hylde Åge Hareide for det arbejde, han har gjort for dansk fodbold. Det fortjener han i sandhed,” siger Møller til Ekstra Bladet og tilføjer:
“Åge Hareide har sat et kæmpe aftryk på dansk landsholdsfodbold. Det skal vi aldrig glemme ham for.”
Hareide har kontrakt til udgangen af juli måned 2020, men testkampene mod nabolandene Norge og Sverige bliver formentlig aflyst, og dermed er han reelt færdig med sit landsholdsarbejde for Danmark.