Den japanske landsholdslegende Makoto Hasebe har annonceret, at han indstiller sin karriere til sommer. Det siger han til Eintracht Frankfurts hjemmeside.
I mere end to årtier har Makoto Hasebe været professionel fodboldspiller, men til sommer indstiller Eintracht Frankfurt-veteranen sin aktive karriere.
Det fortæller han til klubbens hjemmeside onsdag.
“Efter 22 år som professionel fodboldspiller er det nu tid til at afslutte min aktive karriere. Jeg har tænkt grundigt over denne beslutning og synes, det er det rigtige tidspunkt nu,” udtaler 40-årige Hasebe og fortsætter:
“Jeg ser tilbage med stolthed på, hvad jeg har været i stand til at opleve og opnå gennem årene. Frem for alt var min tid hos Eintracht Frankfurt præget af adskillige uforglemmelige øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme,” siger midtstopperen.
Makoto Hasebe står alt i alt noteret for 303 kampe for Frankfurt, hvor han har været siden 2014.
Han står dertil noteret for 114 landskampe for Japan.