FC Midtjylland har styrket offensiven på Deadline Day.
Det har klubben gjort med den norske offensivspiller, Ola Brynhildsen, der er købt i Molde.
24-årige Brynhildsen har skrevet under på en fireårig kontrakt.
“Ola bliver en god tilføjelse til klubben. Han har først og fremmest målnæse, men derudover bringer han en alsidighed og kan indtage flere positioner i offensiven,” siger Svend Graversen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Først og fremmest forstår han, hvor man skal befinde sig for at lave mål og assists. Derudover har han fart. Han er en dybdeløber, som kan true i bagrummet og strække modstanderens defensiv. Hans timing i de dybe løb er på et højt niveau.”
Ola Brynhildsen: Et spændende projekt
“Jeg har følt mig ønsket og er blevet præsenteret for et spændende projekt. Det er en stor klub, som er anerkendt i både Danmark og Europa,” siger Ola Brynhildsen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Jeg ser det her som en fantastisk mulighed for at bygge på som spiller, og så har jeg ambitioner om at tage det næste skridt senere hen.”
“Faciliteterne er imponerende. Jeg vidste slet ikke, de var så gode. Det er i europæisk topklasse. Jeg har endnu ikke hilst på gutterne, men jeg har mødt flere i staben, og det hele virker utroligt professionelt.”
Transfersummen menes at ligge på omkring 17 millioner kroner, hvis man skal tro tidligere rygter.
Brynhildsen nåede at spille 138 kampe, score 42 mål og levere 26 assists for Molde.
Desuden har han spillet fire A-landskampe for Norge.