Den 24-årige forsvarsspiller, Mads Bech Sørensen, fortsætter karrieren i FC Midtjylland.
FCM har nemlig købt Bech fri af sin kontrakt med Premier League-danskerklubben Brentford.
Bech har sat sin underskrift på en fireårig kontrakt med midtjyderne.
“Vi har fulgt Mads over en længere periode, og han er en spiller, vi kender rigtig godt qua hans tid i Brentford. Han besidder en stærk mentalitet og har erfaring fra både en oprykning i Championship samt kampe i Premier League og Æresdivisionen,” siger FCM-sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Samtidig bidrager han på standardsituationer, hvilket er noget, vi har været meget opmærksomme på i det her vindue. Han er stærk i hovedspillet og er ekstremt dygtig på de lange indkast. Vi er overbeviste om, at han kommer til at gå forrest på stadion og få tilskuerne med sig.”
Bech: Jeg har tårnhøje ambitioner
Mads Bech Sørensen glæder sig over at vende tilbage til dansk fodbold, efter at han tog til udlandet som 18-årig.
“Midtjylland er en stor klub i Danmark. De har et spændende hold, og jeg kan se mig passe ind i det her projekt. Samtidig har jeg tårnhøje ambitioner, og jeg har set, at klubben kan udvikle spillere og sende dem til udlandet,” siger Mads Bech Sørensen til FCM.dk og fortsætter:
“På det individuelle plan vil jeg ud at spille kontinuerligt. Som kollektivt skal vi som hold sigte efter at spille med i toppen, og hver eneste gang vi går på banen, skal vi gå efter sejren.”
“Jeg var 18 år, da jeg tog afsted til udlandet. Det er en moden Mads Bech, som kommer hjem. Jeg har fået nogle hår på brystet, og jeg har været med i både op- og nedture.”
“Jeg har lært meget om, hvor hård og kynisk fodboldverden kan være, og jeg kommer hjem med en masse ærgerrighed og sult efter at vise, hvad jeg kan.”
“Mit førstehåndsindtryk af Midtjylland har været rigtig godt. Klubben har fået et fedt anlæg, og selvom jeg har været i Premier League, må jeg sige, at det her er af allerhøjeste standard. Der er ikke noget at klage over.”
Bech skiftede til Brentford fra AC Horsens i sommeren 2017. Han nåede at spille 72 kampe og score fire mål for Brentfords førstehold.