FC Københavns 31-årige forsvarsprofil, David Khocholava, har besluttet sig for at lægge støvlerne på hylden.
Det sker, fordi han har døjet så meget med skader, at det var den eneste udvej for FC København-profilen.
“Jeg har virkelig forsøgt og brugt utallige timer på at arbejde mig tilbage, men jeg er nødt til at se i øjnene, at der ikke er en vej tilbage. Det er hårdt, men jeg er afklaret omkring det, og helbredet må komme først,” fortæller David Khocholava til FCK.dk og tilføjer:
“Jeg har haft en fantastisk tid i København og FCK. Jeg har fået venskaber for livet, store oplevelser på banen og knyttet et stærkt bånd med klubben, byen og fansene især.”
“Det kommer jeg til at savne frygteligt meget, men jeg vil aldrig glemme den støtte, min familie og jeg har fået her – ikke mindst i de sværeste tider efter angrebet på Ukraine, hvor vi mærkede stor kærlighed og støtte. Det vil jeg altid være taknemmelig for.”
“Nu skal jeg sammen med min familie finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Jeg vil savne fodbolden og det liv, der er omkring den, men det åbner også for at afsøge andre sider af livet sammen med min familie og venner.”
Khocholava skiftede til FCK i juni måned 2021, og han nåede at spille 62 kampe for klubben.
“Jeg vil gerne takke F.C. København for nogle af de bedste år i min karriere.”
“Trods skaderne har min tid her været rigtig god for både mig og min familie, og alle i klubben har støttet mig i mit forsøg på at komme tilbage.
“Jeg vil helt sikkert følge klubben fremover, ligesom København er blevet et hjem for mig og min familie.
“Der skal lyde en kæmpe tak til alle i klubben. Trænere, fysioterapeuter, kit men, spillere, medieafdelingen og alle i klubben for at være som en familie for mig. Og fra i dag af er jeg en stolt fan af F.C. København og medlem af Sektion 12.”
Khocholava nåede at bidrage til at hente to danske mesterskaber og en pokaltitel med løverne.
Neestrup: Én af de bedste forsvarere
“Ud over at være en utroligt dygtig spiller er David også en stærk personlighed og karakter,” siger cheftræner Jacob Neestrup til FCK.dk og tilføjer:
“Han har fra dag 1 haft en stor forståelse for, hvilken klub, han var en del af, og han har altid spillet med hjerte og et vinderinstinkt, der gjorde, at holdkammerater, trænere og fans altid kunne regne med ham.”
“Da han var på toppen her, var han en af de absolut bedste på sin position i klubbens historie.”
David Khocholava vil blive hyldet i Parken i sæsonens første hjemmekamp mod AGF den 28. juli.