FC København har lejet en centerforsvarer med græsk pas i form af Pantelis Hatzidiakos.
Han er lejet i Serie A-klubben Cagliari.
Lejekontrakten indeholder desuden en købsoption, oplyser FCK.
“Jeg har fulgt med på afstand og er meget imponeret over det, som FC København står for og kan tilbyde,” siger Pantelis Hatzidiakos til FCK.dk og tilføjer:
“Jeg har kun hørt godt om klubben, og jeg glæder mig til at opleve fansene, klubben og byen. Nu ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater, og jeg har store ambitioner om at gøre en forskel på banen fra dag et.”
Neestrup: Har fulgt ham længe
“Vi får en landsholdsspiller i truppen, som i mange sæsoner har været vant til at tage ansvar igennem flere sæsoner, som nøglespiller i AZ Alkmaar,” siger Neestrup til FCK.dk og uddyber:
“Vi har et rigtig godt kendskab til ham allerede fra forrige sommer. Det er en spiller, der er rigtig god med bolden, som også indbefatter ro og coolness. Han kommer med stor erfaring fra landsholdet og toppen af den hollandske liga.”
27-årige Hatzidiakos har spillet 15 kampe for Cagliari. Tidligere har han spillet 213 kampe for AZ Alkmaar.
For Grækenlands A-landshold har han spillet 34 landskampe.