FC Københavns Diogo Goncalves har været rygtet væk i den senere tid.
Fredag kom der så en afklaring på portugiserens fremtid. FCK har solgt ham til Major League Soccer-klubben Real Salt Lake.
“Vi vil aldrig glemme hans afgørende scoring i pokalfinalen og heller ikke de usvigeligt sikre straffespark, som han altid har sat ind for F.C. København,” siger FCK-cheftræner Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Diogo er en dygtig spiller, som især i de europæiske kampe viste sine kvaliteter, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.”
Diogo Goncalves nåede at spille 57 kampe og score 20 mål i FCK.
Den 27-årige midtbanespiller har underskrevet en kontrakt, der gælder til udgangen af 2026 med Real Salt Lake.
Ifølge Transfermarkt, så lyder transfersummen på tre millioner euro, svarende til cirka 22,5 millioner kroner.
Sune Smith-Nielsen: God handel for FCK
“Vi har haft nogle gode samtaler med Diogo, som har ønsket nye udfordringer, hvis den rigtige mulighed opstod. Vi har samtidig lavet en god handel for FC København,” fortæller sportsdirektør Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Der skal ikke være nogen tvivl om, at Diogo har været en dominerende spiller i F.C. København. Han var med til at vinde mesterskab, afgjorde en pokalfinale og leverede stærke præstationer i Europa. Vi har været glade for hans bidrag til holdet, som også tæller mange mål og assist.”
Goncalves: Opfyldt mange drømme i FCK
“Jeg har fået opfyldt mange af de drømme, jeg havde for mit skifte til FC København,” fortæller Goncalves til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg har vundet pokaler, og jeg har spillet Champions League, og der er mange store øjeblikke, som jeg er meget stolt af, og som jeg altid vil have med mig.”
“Nu er tiden kommet for mig til at rejse videre, og jeg glæder mig til nye eventyr i USA, men jeg vil savne mine holdkammerater og venner her. Tak for alt, København.”
FCK købte Goncalves i portugisiske Benfica i januar måned 2023 for 2,4 millioner euro.