Everton har oprustet den centrale del af midtbanen med den belgiske landsholdsspiller Orel Mangala, der kommer til Premier League-klubben fra Lyon.
Tidligere på sommeren var Lyon på rov i Nottingham Forest, hvor man hentede Orel Mangala i en større handel.
Og nu er belgieren så tilbage i Premier League, idet Everton har lejet ham for sæsonen.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside fredag, og manager Sean Dyche er tilfreds med forstærkningen.
“Vi er glade for at styrke vores midtbane med Orel. Han giver os ekstra muligheder og tilføjer dybde til vores midtbane,” siger manageren til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Orel har Premier League-erfaring, hvilket er vigtigt i tilpasningen,” forklarer Sean Dyche.
“Hans præstationer for Belgien og i Europa understreger den kvalitet, som han tilfører Everton,” lyder det.
Orel Mangala vender efter planen retur til Lyon næste sommer.
Hans kontrakt med Ligue 1-klubben løber frem til sommeren 2028.