EM-slutrunden bliver udskudt til sommeren 2021, på grund af den aktuelle corona-situation. Det har UEFA netop meddelt.
Der bliver ingen EM 2020-slutrunde denne sommer. På grund af den aktuelle corona-situation, så har UEFA set sig nødsaget til at udskyde slutrunden til sommeren 2021.
Som udgangspunkt, så fastholder UEFA konceptet med 12 værtsbyer, heriblandt København, for EM-slutrunden.
DBU’s formand, Jesper Møller, deltog sammen med de øvrige 54 medlemslande i et virtuelt UEFA-møde her til eftermiddag.
Efterfølgende har DBU’s bestyrelse også haft et virtuelt møde, og de støtter UEFA’s beslutning samt den danske regerings tiltag i kampen mod at få stoppet corona-virussen.
“Vi står i en historisk krise i Danmark og i det meste af Europa, som selvfølgelig også påvirker fodbold og anden idræt. Vi bakker fuldstændigt op om regeringen og myndighedernes tiltag den sidste tid og har derfor også truffet de fornødne tiltag i fodboldens verden. Derfor må vi også erkende, at det vil være uansvarligt at afvikle en EM-slutrunde med tusindvis af fans, der rejser på tværs af landegrænser og holder fodboldfest både på og udenfor stadions. Det er et spørgsmål om safety first, og at folkesundhed til enhver tid er vigtigere end fodbold. Derfor er vi helt enige i UEFA’s beslutning og er tilfredse med, at der er en afklaring for både landshold og klubber,” siger Jesper Møller til DBU’s hjemmeside og uddyber:
“Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021. Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe set-up, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning.”
DBU opfordrer alle fans med billet til EURO 2020 om at holde sig orienteret på UEFA’s hjemmeside for løbende informationer om indkøbte billetter.