Den tidligere Manchester City-spiller Mario Balotelli er vendt tilbage til Serie A, hvor han er skiftet til Genoa. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Mario Balotelli er tilbage i Serie A.
Det er en kendsgerning mandag, hvor Genoa meddeler på sin hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med angriberen.
Balotelli bliver dermed holdkammerat med danske Morten Frendrup, der er fast mand for det italienske mandskab.
Den efterhånden 34-årige angriber har tidligere tørnet ud for klubber som Liverpool, Manchester City og AC Milan.
Nu er Balotelli så tilbage i den bedste italienske række, hvor Genoa har udstyret ham med en kontrakt frem til sommer.
Den kontroversielle offensivspiller har senest været på kontrakt i tyrkiske Adana Demirspor, som han forlod i sommer.
Mario Balotelli står desuden noteret for i alt 36 landskampe for Italien med 14 mål til følge.