AaB’s 26-årige back, Henrik Dalsgaard, har kontraktudløb med nordjyderne ved nytår, og nu har han fundet sin nye klub.
Dalsgaard skifter til belgiske Zulte Waregem, efter at have repræsenteret AaB siden 2009.
Danskeren har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til 2018, mens kontrakten indeholder en option på yderligere et år.
“Jeg har haft syv fantastiske år i AaB, og jeg vil gerne takke spillere, trænere og alle øvrige ansatte i klubben for den tid, vi har haft sammen. De sportslige højdepunkter har selvfølgelig været The Double i forrige sæson, og deltagelsen i gruppespillet i Europa League i sidste sæson,” fortæller Henrik Dalsgaard til AaB’s hjemmeside og uddyber:
“Med ni sejre ud af vores seneste ti betydende kampe har vi også vist, at AaB igen er tilbage mellem de bedste, men jeg har alligevel følt, at tiden er den rette for mig for nye oplevelser og nye impulser, men jeg håber naturligvis det bedste for AaB og klubbens fantastiske supportere fremover.”
Henrik Dalsgaard nåede at spille 166 Superliga-kampe og score ni mål.