Sheffield United har lejet den 20-årige midtbanespiller James McAtee, der kommer til klubben fra Manchester City. Det bekræfter klubberne på X.
I den forgangne sæson tørnede James McAtee ud for Sheffield United, da de rykkede op i Premier League.
Den centrale midtbanespiller var udlejet fra Manchester City, og nu gentager man succesen.
Begge klubber oplyser således på det sociale medie X, at McAtee er skiftet til Sheffield United på en sæsonlang lejeaftale.
Det forlyder ikke, at aftalen indeholder en købsoption, der kan gøre skiftet permanent.
McAtee har indtil videre fået syv kampe for førsteholdet i Manchester City, og nu skal han altså igen udlejes for at få mere spilletid.
I sidste sæson spillede englænderen alt i alt 43 kampe for Sheffield United, hvor han bidrog med ni mål og fire assists.
Midtbanemanden har en kontrakt med Manchester City, der løber frem til sommeren 2026.