Thiago Silva har meddelt, at han forlader Chelsea til sommer, hvor den 39-årige forsvarsspiller har kontraktudløb med Premier League-klubben.
Til sommer tager Chelsea afsked med Thiago Silva.
Silva bekræfter således overfor London-klubbens hjemmeside, at han takker af ved sit kontraktudløb efter sæsonen.
“Chelsea betyder meget for mig. Jeg kom hertil med den hensigt kun at blive i et år, og det endte med at blive fire år. Ikke bare for mig, men også for min familie,” siger brasilianeren og fortsætter:
“Mine sønner spiller for Chelsea, så det er en kilde til stor stolthed at være en del af Chelsea-familien – bogstaveligt talt, fordi mine sønner er her,” udtaler stopperen.
“Jeg håber, at de kan fortsætte deres karrierer her i denne sejrrige klub, som mange spillere ønsker at være en del af,” lyder det fra Thiago Silva.
Midtstopperen står noteret for i alt 151 kampe i den blå trøje.