Chelsea har udlejet den belgiske landsholdsspiller Romelu Lukaku til AS Roma, hvor han bliver genforenet med José Mourinho. Det bekræfter begge klubber.
30-årige Romelu Lukaku er tilbage i den italienske Serie A.
Chelsea og AS Roma oplyser således begge på deres hjemmeside, at belgieren er blevet udlejet til den italienske storklub.
Lejeaftalen gælder for hele denne sæson, og der er ikke oplyst nogen købsoption, der kan gøre skiftet permanent.
Det har før forlydt, at AS Roma giver cirka 60 millioner kroner for lejeopholdet, mens Lukaku går en del ned i løn for at gennemføre skiftet.
Den belgiske angriber bliver genforenet med José Mourinho, som han blandt andet kender fra deres fælles tid i Chelsea og Manchester United.
Lukaku står samlet set noteret for 59 kampe for Chelsea, hvor det er blevet til 15 kasser og tre oplæg til mål.
Angriberen får trøje nummer 90 i AS Roma.