Brøndby har valgt at udleje angriberen Emmanuel Yeboah til Vejle Boldklub, som var i markedet efter en afløser for German Onugkha, der ventes at skifte til FC København i dag.
Lejeaftalen gælder i hele den resterende sæson.
“Emmanuel Yeboah er et meget spændende råt talent med tydelige spidskompetencer i form af fysik og fart, og vi er glade for at få ham tilknyttet holdet,” siger Vejles sportschef, Marius Nicolae, til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Med mål og kampafgørende aktioner i denne sæson har Emmanuel Yeboah har allerede vist prøvelser på sit åbenlyse talent, og det er min klare overbevisning, at vi her i Vejle kan tilbyde ham et miljø, hvor vi vil se det talent udfolde sig yderligere. På vegne af klubben byder jeg ham velkommen.”
Carsten V. Jensen: Mulighed for spilletid
“Vi er glade for at have sikret Yeboah et lejeophold i Vejle Boldklub, hvor han kan få større mulighed for spilletid, end vi kan tilbyde for nuværende. Yeboah har en masse potentiale, og vi er overbeviste om, at et lejeophold vil være et godt skridt i hans udvikling,” siger Brøndbys Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.