Brøndby IF har sikret sig nyt blod til defensiven. Det sker med 29-årige Sean Klaiber, som kommer til klubben fra Utrecht.
Klaiber har skrevet under på en kontrakt, der er gældende til sommeren 2025.
Ifølge B.T.’s oplysninger, så har Brøndby betalt 1,1 millioner euro, svarende til lidt over otte millioner kroner for backen.
“Jeg er utrolig glad for at få chancen i Brøndby IF. Dansk fodbold har et godt ry i Holland, da der gennem årene har været mange dygtige danske spillere forbi hollandsk fodbold, så jeg glæder mig til at prøve kræfter af i en storklub som Brøndby IF med fantastiske fans,” siger Sean Klaiber til klubbens hjemmeside og fastslår:
“Jeg kommer hertil for at vinde kampe og arbejde hårdt for holdet og fansene.”
Klaiber nåede at spille 188 kampe, score 11 mål og levere 26 assists for Utrecht.