Brøndby IF har været på indkøb i Ligue 1, nærmere bestemt Lens, hvor de har købt midtbanespilleren Stijn Spierings.
Den hollandske midtbanemand har skrevet under på en treårig aftale med BIF.
“Jeg er meget glad for at have skrevet under med Brøndby IF. Jeg ser frem til at kunne bidrage med mine erfaringer og hjælpe holdet til at spille med i toppen af Superligaen og jagte europæisk fodbold i de kommende år,” siger Stijn Spierings til Brøndby IF’s hjemmeside og tilføjer:
“Som person er jeg ambitiøs og altid fokuseret på at forbedre mig selv og mine omgivelser. Jeg elsker at være en del af et hold, hvor sammenspil og hårdt arbejde står i centrum.”
“Jeg ser mig selv som en teknisk stærk midtbanespiller, der nyder at tage ansvar både defensivt og offensivt. Jeg forsøger altid at skabe balance på holdet, hvor jeg kan bidrage med både mit pasningsspil, overblik og viljen til at vinde.”
BIF-sportsdirektør: Solid erfaring
Brøndby IF’s sportsdirektør Carsten V. Jensen fortæller, at man har hentet en spiller med en solid erfaring.
“Stijn er en spiller med en stærk tilstedeværelse på midtbanen. Særligt hans tid i fransk fodbold har givet ham solid erfaring fra højeste niveau, og vi er overbeviste om, at han med sine evner vil tilføre os kvalitet,” fortæller Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Vi glæder os nu til få ham til klubben og få sendt ham på træningsbanen med sine nye holdkammerater.”
28-årige Spierings var i sidste sæson udlejet til Toulouse, som Lens hentede ham fra på en fri transfer i sommeren 2023.
Han nåede derfor blot at spille fire kampe for Lens, mens han for Toulouse har spillet 138 kampe, scoret 15 mål og leveret 14 assists.
I Brøndby får han trøje nummer 6.