FC Barcelona har valgt at sende den 20-årige midterforsvarer Mikayil Faye til Rennes, der henter ham på en permanent aftale. Det bekræfter begge klubber.
Mikayil Faye skal fremover tørne ud for Rennes i Ligue 1.
FC Barcelona og Rennes meddeler således på deres respektive hjemmesider, at Faye skifter til den franske klub.
Der er tale om en permanent aftale, men det fremgår ikke, hvor lang en kontrakt den unge stopper har skrevet under på.
Det har tidligere været berettet af Fabrizio Romano, at Rennes betaler 12 millioner euro for at købe Mikayil Faye.
Det svarer til i omegnen af 90 millioner danske kroner.
FC Barcelona har i øvrigt fået indskrevet en videresalgsklausul i aftalen, der lyder på 20 procent.
Det fremgår også, at den catalanske storklub har sikret sig en tilbagekøbsklausul på forsvarsspilleren.
Senegalesiske Faye nåede ikke at få debut for førsteholdet i FC Barcelona.