Den italienske storklub AS Roma har fået en ny cheftræner i form af Claudio Ranieri, der skal bestride posten for tredje gang i sin trænerkarriere.
AS Roma har fundet sig en ny cheftræner.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside torsdag, hvor det fremgår, at valget er faldet på 73-årige Claudio Ranieri.
Den garvede italiener, der er født i netop Rom, skal dermed være cheftræner for AS Roma for tredje gang i sin karriere.
Tilgangen af Ranieri kommer efter afskeden med Ivan Juric, der blev fyret for nylig efter under to måneder på posten.
Claudio Ranieri har sat sin underskrift på en kontrakt med klubben, der løber frem til sommer.
Herefter er det planen, at han i stedet skal bestride en konsulentrolle, hvor han skal rådgive ledelsen om det sportslige.
AS Roma ligger i skrivende stund på en skuffende 12. plads i Serie A.