Udinese har købt den danske U21-landsholdsspiller Thomas Kristensen fri af AGF i en handel, der er Superliga-klubbens største salg nogensinde.
Thomas Kristensen har været rygtet til Udinese på det seneste, og den handel er nu blevet officiel.
AGF meddeler således på sin hjemmeside, at man har solgt midtstopperen i en rekordhandel.
Sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye sætter ord på salget af 21-årige “TK”.
“Med salget af Yann Bisseck tidligere på sommeren var TK klar til at skulle tage over i forsvaret efter hans skadesforløb – suppleret af Tobias Anker og Mikael Akoto som de nyeste tilføjelser til vores forsvar,” udtaler AGF-bossen til agf.dk og fortsætter:
“Så vi græder med det ene øje, fordi vi gerne havde beholdt TK. Men samtidig smiler vi med det andet og er stolte over, at vi igen har sat en milepæl for en transfer af en af vores egne spillere, der har været hos os siden han var 10 år,” lyder det fra sportsdirektøren.
Ifølge B.T. kan salget løbe op i omkring 60 millioner kroner.