Serie A-klubben Bologna har været på rov i AGF, hvor de har sikret sig den bare 16-årige midterforsvarer Gustav Schjøtt på en permanent aftale.
AGF har torsdag sagt farvel til én af klubbens store talenter.
Klubben meddeler således på sin hjemmeside, at man har solgt den unge forsvarsspiller Gustav Schjøtt til Bologna.
AGF-talentchef Jesper Ørskov er godt tilfreds med salget af teenageren.
“Gustav er en fysisk stærk spiller som har udviklet sig flot i sin tid i AGF, hvor han også har fået debut på ungdomslandsholdet,” udtaler AGF-bossen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Og det taler både til spillerens ære og til talentarbejdet i AGF, at en stor klub som Bologona F.C. nu har fået øje på hans kvaliteter og har ønsket at tilknytte ham i en tilfredsstillende transfer for AGF,” lyder det fra talentchefen.
Schjøtt nåede ikke at få førsteholdsdebut for AGF.