AGF har været på rov i Vendsyssel FF, hvor Superliga-klubben har købt den tidligere FC Midtjylland-stopper Tobias Anker. Det meddeler AGF lørdag.
22-årige Tobias Anker kom til Vendsyssel FF fra FC Midtjylland sidste sommer, og nu rykker han videre til AGF.
Aarhus-klubben oplyser således på sin hjemmeside lørdag, at man har sikret sig den unge forsvarsspiller.
Anker har skrevet under på en femårig kontrakt, og tilgangen glæder AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye.
“Tobias har været gennem en god udvikling i de senere år, og har især i seneste sæson vist sig som en af de mest talentfulde forsvarsspillere i NordicBet Ligaen, hvor vi har fulgt ham længe og har været imponeret over, hvordan han er vokset som spiller,” udtaler AGF-bossen til klubbens hjemmeside.
Tobias Anker nåede samlet set at spille 32 kampe for Vendsyssel FF, hvor han kvitterede med seks scoringer.
Han fik aldrig førsteholdsdebut for FC Midtjylland.