Natten til torsdag faldt en politisk aftale på plads, som betyder, at Parken kan få lov til at huse 25.000 tilskuere til EM. Man er dog ikke klar til 25.000 fans på lægterne fra første gruppespilskamp.
SE OGSÅ: Forudsig EM 2021 (gratis) her
Regeringen og Folketingets partier blev natten til torsdag enige om, at åbne yderligere op.
Det betyder, at der blandt andet er en indgået en aftale, der tillader 25.000 tilskuere i Parken til Danmarks EM-kampe.
Dermed er der tale om en stigning fra 15.900 til 25.000 tilskuere.
Kravet er dog fortsat, at man skal vise et gyldigt coronapas.
DBU har efterfølgende oplyst, at man ikke kan nå at lukke 25.000 tilskuere ind til den første gruppespilskamp mod Finland lørdag, men at man håber at det er muligt mod Belgien og Rusland i de efterfølgende kampe.
DBU’s direktør Jakob Jensen udtalte efterfølgende, at 25.000 fans ikke er muligt, hvis man skal overholde de nuværende afstandskrav, som DBU for tiden er i dialog med politikerne om.
“Hvis ikke afstandskrav er fjernet, kan vi umuligt få 25.000 mennesker på stadion,” siger Jakob Jensen til Altinget.
DBU: Mange faktorer skal afklares
“Ifølge DBU-direktør Jakob Jensen er der mange faktorer, der skal afklares, før det er klart, hvordan, hvor hurtigt, og om det overhovedet er muligt at få flere fans til EM-kampene i Parken,” oplyser DBU i en pressemeddelelse og uddyber:
“UEFA skal for eksempel godkende, om antallet af tilskuere kan ændres med så kort varsel, ligesom meget praktiske faktorer omkring smitteopsporing, registrering af publikum, indgange og udgange, færdsel af publikum til og fra stadion, m.v. skal gå i orden.”
“Det vil ikke være praktisk muligt at ændre på blot to døgn inden kampen mod Finland.”
Jakob Jensen glæder sig dog over udsigten til at flere danske fans kan komme i Parken, hvis man får alle formaliteterne på plads.
“Sommerens EM-slutrunde er den største sportsbegivenhed på dansk grund nogensinde. Derfor har vi i mere end et år arbejdet for at få flest mulige fans på stadion, ligesom vi hele tiden har haft sigte på at distribuere flest mulige af billetterne til vores fans,” siger Jakob Jensen.
Danmark spiller mod Belgien den 18. juni og Rusland den 21. juni. Derudover skal der også spilles en ottendelsfinale kamp i Parken den 28. juni.
Disse tre kampe arbejder DBU nu benhårdt på at kunne få flere tilskuere ind på stadion til, oplyser de.