Manchester City og West Ham har åbnet forhandlinger om den engelske landsholdsspiller Kalvin Phillips, der har været rygtet kraftigt væk fra City.
I løbet af de seneste måneder har 28-årige Kalvin Phillips været rygtet flittigt væk fra topklubben Manchester City.
Her får han ikke meget spilletid under manager Pep Guardiola, som hentede englænderen i Leeds tilbage i 2022.
Phillips er dog fortsat at finde i City, som endnu ikke har fået afskibet midtbanemanden, men nu er en ny bejler på banen.
Det skriver Sky Sports.
Ifølge mediet er det West Ham, der nu er i forhandlinger med de forsvarende Premier League-mestre om Kalvin Phillips.
Der bliver talt om muligheden for en lejeaftale, og City kræver angiveligt et gebyr for at udleje reservespilleren.
I denne sæson har Phillips samlet set været på banen i ti kampe for Manchester City, hvor det er blevet til en enkelt scoring.