La Liga-giganten Real Madrid arbejder på at finansiere et køb af Kylian Mbappé, og derfor har man tilbudt kæmpetalentet Vinicius Junior til Manchester United.
I lang tid har der været kraftige meldinger om, at den spanske storklub Real Madrid var ude på at hente den franske superstjerne Kylian Mbappé, som tørner ud for Paris Saint-Germain.
Real er dog i økonomiske problemer efter en hård coronakrise, og derfor er man nødt til at sælge ud, hvis man skal finansiere købet af Mbappé.
Og ifølge den engelske avis Daily Mirror er det noget, man vil gøre ved at sælge brasilianske Vinicius Junior til Manchester United.
Carlo Ancelotti og co. skulle således have tilbudt 21-årige komet til De Røde Djævle, og håbet skulle være, at et salg kan hjælpe med at finansiere Mbappé-købet.
Den franske landsholdsstjerne har kontraktudløb med PSG næste sommer, og til den tid vil han kunne skifte kvit og frit.