Det kører ikke på skinner for Bayern München-cheftræner Thomas Tuchel, og nu lurer West Ham på at hente tyskeren ind som afløser for David Moyes.
David Moyes og West Ham er inde i en skidt periode.
Lørdag tabte man med 2-0 til Nottingham Forest, og i sidste weekend blev man ydmyget af Arsenal på eget græs i et 0-6-nederlag.
Derfor er Moyes under et stort pres som manager, og han kan snart blive erstattet af Thomas Tuchel.
Det melder HITC.
Ifølge mediet ønsker Tim Steidten, der er teknisk direktør i West Ham, at hente Bayern München-bossen ind til sommer.
Direktøren skulle lige nu forsøge at overbevise klubbens øverste ledelse om, at Tuchel vil være den rette mand.
Tyskeren har haft en skuffende uge i Bayern, hvor man først tabte med 3-0 til Bayer Leverkusen og siden 1-0 til Lazio.
Storklubben indtager en aktuel 2. plads i Bundesligaen.