Marquinhos’ tid i Paris Saint-Germain har ikke været guld og grønne skove, og spilleren kan af den grund måske øjne et skifte til Premier League.
21-årige Marquinhos kan være på vej væk til Premier League, hvor specielt Manchester United og Chelsea er bejlerne til den brasilianske forsvarsspiller. Det fortæller den engelske avis, Metro.
Marquinhos’ tid i Paris Saint-Germain har ikke været en tid, hvor han har været en decideret stamspiller for klubben. Han har måttet være indskifter i mange af ligakampene, mens han har fået fuld spilletid iv stort set alle Champions League-kampene i 2014/15-sæsonen.
Marquinhos har desuden fået spilletid i fire ud af holdets indtil videre ni kampe, hvoraf han har fået fuld spilletid i hele tre kampe.
Faktum er imidlertid, at Laurent Blanc har en svaghed for Thiago Silva og David Luiz på de centrale backpositioner, hvorfor Marquinhos blev nødsaget til at agere højreback i mange af sine kampe i forrige sæson.
På trods af ikke at have spillet på sin naturlige plads, formåede den unge brasilianer at fastholde den andenhøjeste afleveringsprocent for spillere, der har spillet over 20 kampe i forrige sæson; procenten lå på hele 92,3 %, mens holdkammeraten Thiago Motta tog førstepladsen med 92,9 % succesfulde afleveringer.
Den tidligere holdkammerat, som også er brasilianer, Alex, føler dog, at et skifte ville være på sin plads for Marquinhos.
“Marquinhos ville kunne tilpasse sig i enhver europæisk klub. Hans problem er bare, at to af verdens bedste spillere på hans position (i forsvaret, red.) er foran ham,” forklarer Alex til engelske Metro og fortsætter:
“Hvis det var mig, havde jeg forladt PSG, specielt når alle de store klubber gerne vil have ham. Han får fantastiske tilbud til hvert transfervindue. Han er ung og skal spille for at vise sit værd,” slutter Alex.
Marquinhos har dog fået hjælp af Thiago Silva, og udviklingen han deraf som forsvarsspiller har fået er efter sigende for vigtig, hvorfor PSG ikke øjner et salg i den nærmeste fremtid.
Det høje beløb, som spilleren er sat til er desuden det, som har afholdt klubber som FC Barcelona fra at købe den unge brasilianer ligesom beløbet angiveligt også er mere end Chelsea er villige til at give for spilleren.
Marquinhos og Paris Saint-Germain fører i øjeblikket i den franske Ligue 1.