Den rutinerede Borussia Dortmund-profil Marco Reus forlader storklubben efter sæsonen, og nu kan tyskeren have kurs mod St. Louis City i MLS.
Efter mere end et årti i Borussia Dortmund takker 34-årige Marco Reus af til sommer, hvor hans kontrakt udløber.
Den offensive midtbanespiller skal derfor have fundet sig en ny arbejdsgiver, og det kan meget vel blive i USA.
ESPN og flere andre medier melder således, at Reus kan have kurs mod St. Louis City i den amerikanske MLS.
Her kan tyskeren blive genforenet med sin tidligere holdkammerat Roman Bürki, som også har spillet i Dortmund.
Marco Reus har tidligere været sat i forbindelse med et skifte til Premier League, hvor West Ham har været nævnt.
I denne sæson har offensivspilleren samlet set spillet 39 kampe for Dortmund, hvor det er blevet til otte mål og ni oplæg.
Dortmund ligger aktuelt nummer 5 i Bundesligaen.