For nogle måneder siden tog Marcelo afsked med Real Madrid, og nu er Ligue 1-klubben Nice interesserede i at tilknytte den 34-årige brasilianer.
For et par uger siden skiftede den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel fra Leicester til Nice, og nu kan han få Real Madrid-legenden Marcelo som holdkammerat.
I hvert fald erfarer mediet Foot Mercato, at Nice har indledt forhandlinger med den brasilianske forsvarsspiller.
Ligue 1-klubben skulle være på jagt efter en ny venstreback, og her skulle Marcelo altså være på blokken.
Marcelo har efter sigende overvejet at indstille sin karriere, men han skulle være åben overfor at prøve en sidste udfordring i Nice.
Foruden Kasper Schmeichel råder den franske traditionsklub også over Kasper Dolberg, der har været i klubben siden 2019.
Marcelo spillede i Real Madrid fra 2007 helt frem til denne sommer, og han nåede samlet set hele 546 kampe for La Liga-storklubben.