Liverpool har efter sigende vendt blikket mod Bundesliga-klubben Mainz, hvor den unge kantspiller Brajan Gruda er i søgelyset. Det skriver Bild.
Med Bo Henriksen i spidsen formåede Mainz at overleve i Bundesligaen, da man på sidste spilledag fik en afgørende sejr.
Og nu skriver avisen Bild, at storklubben Liverpool er i overvejelser om at gå på rov i den tyske traditionsklub.
Meldingen går på, at det er den 19-årige kantspiller Brajan Gruda, der er genstand for interesse fra The Reds.
Stortalentet er dog ikke kun på blokken i Liverpool, men også klubber som Aston Villa, Newcastle og Bayer Leverkusen.
Gruda, der primært gør sig på højrekanten, kan potentielt blive en langsigtet afløser for Mohamed Salah, der rygtes væk.
I denne sæson har tyskeren samlet set optrådt 29 gange for Mainz, hvor det er blevet til fire mål og tre assists.
Kontrakten med Mainz udløber i 2026.