Danske Pierre-Emile Højbjerg er på blokken i Juventus, der også overvejer Thomas Partey fra Arsenal og Manchester City-reserven Kalvin Phillips.
Juventus er ude efter spillere til den centrale del af midtbanen.
I den forbindelse har klubben rettet kikkerten mod den engelske Premier League, hvor man har tre navne på blokken.
Det skriver Foot Mercato.
Ifølge mediet drejer det sig om Kalvin Phillips, Thomas Partey og Tottenham-danskeren Pierre-Emile Højbjerg.
På det seneste skulle der have været lidt indledende kontakt mellem spillernes repræsentanter og Juventus’ tekniske direktør.
Der kan dermed være lagt op til en større transfer i januar, hvis Juve gør alvor af interessen i én af de tre spillere.
Særligt 28-årige Højbjerg har været rygtet til Serie A-storklubben på det seneste, hvor han ikke har spillet fast i Tottenham.
Her har midtbanespilleren en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025.